Gambia
Gambia var en britisk koloni indtil 1965, da landet blev selvstændigt.
Der er ingen enkelt anerkendt teori omkring oprindelsen af navnet "Gambia", men flere bud eksisterer:
Der er i historiske kilder mange forskellige navne – "Cambra", "Gambra", "Gambu", "Guabu" og "Gambra" – men alle har de noget til fælles. Samtlige navne har roden "gam" eller "cam", hvor begge kommer fra malinke. Suffikser er mere varierede, hvor "-bu" henviser til landet Kabu, mens "-bea" og "-bra" henviser til floden. Delen "-r-" i sidstnævnte suffiks stammer måske fra wolof "-bur", et muligt lån til malinkesproget fra daværende nærliggende Jollof, hvilket betyder "konge". Dette danner basis for idéen om, at "Gambia" oprindeligt kommer af "Gambura", som betyder "kongens sted".
Den første gang man ser navnet på skrift er i europæiske optegnelser. De europæiske opdagere var optaget af at lave nøjagtige kort, hvortil de behøvede stednavn og navne på floder – noget de ofte fik fra lokalbefolkningen. Den første europæer i Gambia, Alvise Cadamosto, besøgte området i 1455 og 1456 og benævnte området såvel som floden "Gambra" eller "Cambra". I begyndelsen af 1500-tallet beskrev Duarte Paccehao Pereirea Gambiafloden som grænsen mellem det nordlige Jollof og det sydlige "Guambe" eller Guabu på malinke. I 1552 rapporterede Jao de Barros, at portugiserne kaldte floden for "Gambea", men lokalbefolkningen kaldte den "Guabu". Ifølge Richard Jobson blev floden i 1632 kaldt både "Gambra", "Gamba" og "Gambia" alt afhængig af, hvem man spurgte. Med de mange forskellige navne herskede der dog tvivl om, hvorvidt de skulle tillægges Gambiafloden eller malinkeimperiet Kaabu eller evt. begge.
Ifølge fortællinger mundtligt overleveret af grioter – dvs. vestafrikanske historiefortællere m.m. – opstod navnet, da portugisere gik i land på James Island, og kongen af Niumi sendte budbringere for at tage imod dem. Da budbringeren Kambi Manneh bliver spurgt om stedet navn, skal han have svaret "Mit navn er Kambi" og derved givet oprindelse til navnet "Gambia".